Seks år
af Harlan Coben

... Jeg sad på den bagerste bænkerad i kapellet og så på, at den eneste kvinde, jeg nogensinde ville elske, blev gift med en anden mand.

Natalie var naturligvis klædt i hvidt og så ekstra bedårende ud, så det føltes som en hån. Der havde altid været både en skrøbelighed og en stilfærdig styrke over hendes skønhed, og deroppe så hun æterisk ud, næsten overjordisk.

Hun bed sig i underlæben. Jeg tænkte på de dovne morgener, hvor vi elskede, og så tog hun min blå skjorte på, og vi gik nedenunder. Så sad vi i spisekrogen og spiste morgenmad og læste avis, og på et tidspunkt tog hun sin skitseblok frem og begyndte at tegne. Mens hun tegnede mig, bed hun sig i læben på præcis den måde.

To hænder rakte ind i mit bryst, tog fat i hver sin side af mit brøstfældige hjerte og rev det midtover.

Hvorfor var jeg kommet?